Retningslinjer for ledere
Indholdsfortegnelse
#Færdselsregler_Bredballe_gruppe
#retningslinier_for_spejdermøder
#MÅLSÆTNINGER-FOR-BÆREDYGTIGHED
Indledning
Dette er en beskrivelse af hvad vi kan forvente af hinanden som spejderledere, retningslinjer for spejderarbejdet, fakta, økonomi og hvad vi har af faste punkter til vores spejdermøde.
Børnene vil blive refereret til som spejdere.
Hvis der er noget, der skal ændres, så sig til, så tager vi det op på et kombineret leder- og gruppebestyrelsesmøde.
Udgangspunktet for at udarbejde dette dokument er at finde en form, hvor der er plads til alle som spejderledere. Vi har alle forskellig baggrund, nogle er ”superspejdere” og andre der skal til at lære deres første knob. Dette skriv er med til at sætte en fælles referenceramme for vores frivillige arbejde, så ALLE kan være med.
Barren må ikke være for høj, for så risikerer man at ekskludere dem, der kun kan et ”kællingeknob” og som kommer ind qua deres barn er startet som spejder.
Barren må heller ikke blive for lav, for så bliver hver aften reduceret til skumfiduser over et bål. Det er vigtigt at alle respekterer hinandens indsats og arbejde, for vi har kun de hænder til rådighed, der frivilligt afsætter en aften hver uge.
SPEJDERLOVEN
En spejder:
- lytter til Guds ord
- er hjælpsom
- respekterer andre
- værner om naturen
- er til at stole på
- tager medansvar
- finder sin egen mening
Fakta om Bredballe Gruppe
Adresse: Ekkodalen 2,
7120 Vejle Ø.
Gruppen er fra 1968. Spejderhuset har været spejderhus siden 1978.
Spejdercenteret alias husudvalget har ansvaret for den daglige drift af huset. Vi lejer os som forening ind og deler huset sammen med Det danske spejderkorps DDS Ørnebjerg (i daglig tale kaldt de ”blå”. I husudvalget er der tre repræsentanter fra os som bliver valgt ind via generalforsamlingen hos KFUM Bredballe. Det er en leder-, en forældre- og en grupperådsrepræsentant. Tilsvarende er der tre repræsentanter fra DDS’erne i husudvalget. Husudvalgets ansvar er at sikre huset kan skabe en ramme for spejderarbejder for de to grupper via vedligehold og rengøring af huset. Information om husudvalget/ spejdercenter Bredballe kan findes her.
Tid/sted og Struktur for enhederne
Gruppen er opdelt i forskellige enheder:
Enhed: Alder: Tid og dag:
Familiespejder førskole 16:00 18:30 Onsdage
Bæverflok: 0-1 klasse 17:00 til 18:30 tirsdage
Ulveflok: 2-3 klasse 18:30 til 20:00 tirsdage
Juniortrop 4-5 klasse 18:30 til 20:00 tirsdage
Spejdertrop 6-8 klasse 18:30 til 20:30 tirsdage
Seniortrop 9 klasse -> 18:30 til 20:30 tirsdage
Distrikt Munkebjerg
Bredballe gruppe er en del af Munkebjerg distriktet som har 12 grupper under sig i Vejle og Fredericia. Distriktet står for at arrangere sommerlejre, JOTA/JOTI og man kan gennem distriktet også låne diverse grej, såsom kanoer og GPS’er.
Hjemmesiden, Facebook og Messenger
http://bredballe.gruppesite.dk/
Her på vores hjemmeside findes programmer, oplysninger om ledere, enheder, årshjul, samværsregler, organisations struktur samt referater og regnskaber fra gruppen og spejdercenteret.
Facebookgruppe/ Messenger
Her oplyses løbende til forældre om div. aktiviteter, mødetidspunkter og andet relevant for spejderne. Ved siden af denne findes der flere Messenger grupper hvor man internt i enhederne, grupperåd kan aftale praktiske gøremål. Enhedslederne sørger selv for at få nye ledere tilføjet relevante grupper.
KFUM spejderne Bredballe | Facebook
Praktiske krav til ledere i forhold til planlægning / brug af Facebook gruppen/messenger
Kommunikation via planlægning sker via vores de enkelte Facebook /messenger grupper ”Ulveleder, TROP, juniorgruppe – Det gør det nemt at komme med kommentarer, og svare i de rigtige spor, så alle kan se det.
Hvis der er specifikke spørgsmål til en enkelt leder, så husk at tagge vedkommende i dit opslag.
Mødeoplæg/ forberedelse til spejderaftner.
Senest fredag skal vi melde ud, hvis vi er forhindrede i at komme til spejdermøde i efterfølgende uge via messenger/Facebook gruppen til den enkelte enhed.
Senest søndag skal den ansvarlige for ugens spejdermøde have rundsendt program til ledere eller lagt det op i messenger/Facebook gruppen til den enkelte enhed.
Senest søndag skal der være info på grupppen ”KFUM Spejderne Bredballe” til forældre og spejdere på Facebook, hvis der er særlige ting i forhold til mødet. Dette lægges op af den leder der har ansvaret for det pågældende spejdermøde.
Hvis noget skal kommunikeres ud via mail eller sms til alle forældre, gøres det via enhedsleder, som sender det via Medlemsservice.
Hvad de sociale medier (SoMe) ikke bruges til.
Hvis man har kritik af andre eller af aktiviteter i en given enhed, så er de sociale medier ikke kanalen, der skal bruges til at ytre sig negativt på. En kritik via de sociale medier vil meget hurtig tage form af en udskamning og det er ikke konstruktivt. Tag kritikken direkte med enhedsleder eller den du har et udestående med. Se punktet under kritik.
Beslutning fra lederweekend 01.03.2024: Hvis vi trykker et ”closeup” billede af et barn på de sociale medier, så spørger vi forældrene om det må slås op inden vi deler det. Det er lettere at fjerne online billeder, hvis der er nogle billeder forældre ønsker fjernet så skal de orientere enhedsleder.
Skabelon for et spejdermøde
Opstart
- Familier / bander / patruljer samles hver for sig og stiller op, som det forventes i enheden
- Hver bande / patrulje tjekker uniform og tørklæde på hinanden.
- Opstartssang
- Navneopråb
- Gennemgang af dagens program.
Afslutning
- beskeder
- Fadervor
- Afslutningssang
- Kort evaluering/ feedback af mødet (kun spejderledere og forældrestøtter)
Aflevering/ afhentning af Spejdere
Af hensyn til naboerne, er det besluttet at forældrene ikke må køre ned til spejderhytten i forbindelse med aflevering og afhentning af børnene, da dette vil skabe for meget støj. Forældrene henvises til at parkere på Viemosevej eller Bybækvej ved Jægerstien.
Som leder er det tilladt at køre ned til spejderhuset, da det må forventes at du af og til skal have materialer med.
Færdselsregler i Bredballe Gruppe
I Bredballe gruppe skal være plads til alle. Så i stedet for at pege fingre er det god kutyme at række en hånd ud til hjælp. Vi skal lære at give plads til hinanden, også til dem, der kræver lidt mere, og Vi har derfor nogle ”færdselsregler”, vi, som spejder i Bredballe Gruppe, skal leve op til.
Det skal vi både for vores egen skyld, men også for vores spejderkammeraters og vores spejderlederes skyld. Færdselsreglerne er med til at sikre, at vi kan lave nogle gode aktiviteter sammen og at alle kan være med.
Reglerne er:
- Vi lytter til hinanden
- Alle kommer når der bliver kaldt
- Alle tier stille, når der gives fælles besked.
- Alle deltager og opfører sig ordentligt ved samling (mødestart og –slut)
- Vi respekterer hinandens grænser – når én siger nej, skal det respekteres.
Vi vil gerne, at I som ledere tager en snak med jeres spejdere om vores færdselsregler. De er nødvendige for at vi kan få nogle gode og hyggelige spejdermøder.
Hvis en spejder ikke trives i gruppen, bør vi kontakte forældrene for sammen at finde ud af hvordan vi kan få det til at fungere.
Retningslinjer for ledere til spejdermøder
1. Vi opdrager spejdere, ikke børn
Når vi er til spejdermøder, er det ikke vores opgave at opdrage børnene, som vi gør med vores egne børn. Det er OK, at der er lidt frirum.
Men som spejder er der en række ting, spejderne skal lære at respektere. Derfor forventer vi at de:
- Under de faste punkter forholder sig rolige og har respekt for det, som hører med til spejdermødet, især fadervor, samt start og slutsang.
- At de kan modtage en besked og agere på den.
- At de ikke obstruerer aktiviteter for andre eller på anden vis opfører sig destruktivt over for de faciliteter/ aktiviteter, som vi har, man kan alle have en dårlig dag, men så må man gå et andet sted hen, hvis det er til gene for gruppen
2. Vi respekterer spejderne som individer
Der er mange spejdere. Så det er svært at kende alle spejderne godt, og dermed vide, hvordan man skal tackle dem. Nogle af os kender nogle af spejderne godt, fordi vi har kendt dem flere år.
Det giver den mulighed, at man kan snakke med den enkelte på en anden måde, end andre spejderledere ville have gjort.
Det vigtigste er, at vi som ledere håndterer ”opdragelsen som spejder” så godt vi hver især kan.
3. Vi respekterer hinandens indsats som ledere og bakker hinanden op
Som udgangspunkt, fordi vi er så mange spejdere, er det den enkelte voksenleder for en familie/ bande / patrulje, som har ansvaret for familie/ bande / patrulje.
Men det er ikke altid muligt at have styr på hele familie/ bande / patrulje, og i de tilfælde er det i orden, at en anden spejderleder hjælper til i forhold til ”opdragelsen som spejder”.
Lige som vi som forældre ikke altid er enig med det, den anden forælder siger, så bakker vi op i situationen, og tager snakken med den anden spejderleder senere.
4. Evaluering/ feedback efter et spejdermøde
Hvis vi som leder til et spejdermøde har oplevet noget, vi har brug for at sat ord på, så er det bedst at få det snakket igennem lige efter mødet, hvis det er muligt.
Rent praktisk er vi lidt udfordret i forhold til at vi alle sammen kan snakke sammen fem-ti minutter efter spejdermødet, da mange har et barn med til mødet, og skal have dem med hjem.
Det er dog guld værd, hvis vi kan tage fem minutter ud efter mødet og foretage en hurtig debriefing af aftenens møde.
Enhedsleder lader hver især give sit input på hvad var godt og hvad der var skidt ved aftens møde. Er der noget der skal ændres til næste gang, kan dette aftales i enheden. Nye ledere har også mulighed for at spørge ind til hvorfor vi gør som vi gør.
Denne form for feedback/evaluering er bedst ansigt til ansigt, især hvis der er følelser involveret. Rent praktiske evalueringer, klarlægning af aftaletidspunkter kan godt foretages via de sociale medier.
Feedback og kritik
Evalueringen sker med fokus på, at der som regel altid ligger en god tanke bag det, som en given leder har gjort, som man var uforstående overfor. Derfor skal kritik altid gives konstruktivt.
Det er forudsætningen for, at vi sammen kan skabe gode spejdermøder for spejderne, og samtidig også føle os godt tilpas som spejderleder. Feedback og anden kommunikation har to sider: afsendelse og modtagelse. Når man giver feedback, skal man som udgangspunkt selv vurdere hvordan denne besked vil blive modtaget. Altså prøve at sætte sig i modtagers sted eller prøve at vende argumentationen om og mærke på sig selv, hvis denne besked blev givet til en selv.
Har du kritik af noget, så henvend dig direkte til vedkommende ansigt til ansigt, på denne måde får man den bedste kommunikation og vedkommende du har kritik til kan evt. forklare hvorfor det er foretaget på den pågældende måde. En måde du måske ikke havde set.
Stik en finger i jorden og mærk stemningen inden du viderebringer din kritik. Hvis du er den eneste, der føler dette er forkert er det måske fordi, du har misforstået noget eller kritikken er irrelevant.
Kritik skal være konstruktivt. Sørg for at tænke over hvorledes din kritik kan viderebringes, så den bliver brugbar for modtager.
En hjælpende hånd er altid at foretrække frem for kritik. Kan du hjælpe de andre på nogle punkter hvor det halter, så er dette langt at foretrække.
Samværsregler
Vi har i gruppen udarbejdet nogle samværsregler, disse findes på hjemmesiden Samværsregler | Bredballe Gruppe (gruppesite.dk)
Rygning
Ud fra erkendelsen af tobaksrygnings skadelige virkninger ønsker man ikke at tilskynde de unge til at ryge, derfor opfordres de af lederne som ryger til at undlade tobaksrygning i spejdernes nærvær.
Alkohol
Børn og unge må ikke indtage alkohol i forbindelse med spejderarrangementer. Ingen deltagere – med eller uden uniform – i spejderarrangementer må være beruset.
Vær opmærksom på og tag hensyn til de signaler, du udsender vedrørende alkohol, når du opfattes som repræsentant for korpset. Ved arrangementer og lejre skal der altid være to voksne til stede der kan køre en bil i tilfælde af en ulykke.
Ny spejder hvem hvad hvor
Indmeldelse foregår via vores hjemmeside under fanen ”Bliv Spejder” Indmeld | Medlemsservice (spejdernet.dk)
Der ligger info-sedler i dueslaget ved ”ulvelokalet” i hytten) Denne er også at finde på vores hjemmeside Ny Spejder læs her | Bredballe Gruppe (gruppesite.dk)
Som leder skal der også udfylde en indmeldelsesblanket, samtidig med at der indhentes en børneattest. Det er muligt for børnene at deltage i spejdermøderne op til 3 gange inden indmeldelse, således at børnene har mulighed for at se om det er noget for dem at gå til spejder.
Udmeldelse af spejder
Udmeldelse foregår via vores hjemmesiden under fanen ”Information” –> ”Sådan udmelder du dig”
Praktisk information
Uniform
Når du har besluttet dig for at du ønsker at være leder i Bredballe Gruppe, får du udleveret en uniform. Denne er til låns, så længe du er spejderleder.
Nøgler
Nøgle til spejderhytten udleveres af gruppelederen, og der underskrives for modtagelse af den.
Materialer
En stor del af de materialer, som vi anvender i det daglige spejderarbejde findes i spejderhytten (i depotet, ulvelokalet eller i containeren). Hvis der mangler materialer, kan det være der er nogle af de andre materialer som kan bruges på en ny måde (tænk kreativt!) Ellers køber du det selv jf. indkøbspolitikken nedenfor og afleverer kvitteringen til kasseren, som vil godtgøre udgiften.
Udlån af Materiel
Vi har på grupperådsmøde d. 26.10.2023 vedtaget at vi kan låne materiel ud til vores spejderledere. Ledere kan naturligvis låne materiale i Ekkodalen, men man skal sikre sig at der ikke er andre enheder i gruppen der står og mangler det til et spejderarrangement.
Spejderne kan låne udstyr til ture, kurser mm i spejderregi.
Eksterne kan låne udstyr, hvis det skal anvendes til spejderregi. Der skal dog udfærdiges en kontrakt
og depositum ved udlån af fx. telte og mastesejl. Eksempel på udlåns/ lejekontrakt kan findes her.
Spejderløb
Vi har på grupperådsmøde d. 31.08.2023 vedtaget at gruppen betaler for de spejderløb, som vores spejdere tager på i gruppens regi. De skal kunne stille en patrulje til løbene fra Ekkodalen. Man kunne evt. beslutte om gruppen betaler fra år til år afhængig af gruppens økonomi. Hvis man melder fra fordi man ikke selv har styr på sin kalender (bortset fra sygdom), så betaler man selv. Løb kan være diamant, sværdkamp, aligator, dm i spejd, osv.
SpejderKurser
Vi opfordre vores spejdere og leder at tage på de kurser der udbydes i spejderregi. Dette gælder PL/PA, Roland, ULK, Linien ud og lignende kurser. Gruppen betaler for de kurser som vores spejdere og ledere tager på. Der tages hensyn til økonomi.
Økonomi og indkøbspolitik
Formålet med en indkøbspolitik er, at alle får en fair mulighed for at få deres ønsker til grej bragt op på en fælles og synlig ønskeliste, samtidig med at vi økonomisk kan kontrollere vores indkøb.
Budget
Gruppebestyrelsen vil sammen med lederne lægge et budget i starten af året. Budgettet vil fx afhænge af om der er planlagt store lejre i året.
Ønskelisten
Ønsker til grej skrives ind på ønskelisten (findes under Information/Ønskeseddel på vores hjemmeside): Ønskeseddel | Bredballe Gruppe (gruppesite.dk)
Prioritering af indkøb fra ønskelisten
To gange om året diskuterer samtlige ledere og gruppebestyrelse ønskerne på listen.
For hvert ønske skal det overvejes:
- Passer det til vores formål
- Hvor mange får glæde af det
- Er der efterfølgende vedligehold, i så fald hvem og hvordan skal det udføres.
Til sidst har hver leder/medlem af gruppebestyrelse to stemmer. De ønsker, der får flest stemmer, kommer øverst på vores indkøbsliste. Det er muligt at stemme via fuldmagt eller pr. mail. Gruppebestyrelsen har den ultimative ret til at nedlægge veto og gruppebestyrelsen har også retten til at bestemme det maksimale beløb der kan købes ind for i perioden. Når vi stemmer for ønskerne, angiver vi også hvem der får ansvaret for at købe ind, hvad der skal købes, samt hvornår.
Hvornår afgøres indkøb
- Gruppebestyrelsesmødet sidst i januar / først i februar
- Kort efter opstart af nyt spejderår august/september.
- Det kan blive relevant at have en ekstra runde i fx maj, hvor vi diskuterer behov ifm. sommerlejr.
Undtagelser
Hvis der opstår et akut behov, skal det meddeles gruppeleder samt gruppebestyrelsesformand der herefter træffer en beslutning.
Konsekvenser
Det er kun efter en prioritering og direkte accept fra gruppebestyrelse/ ledere at ønskerne kan blive godkendt til køb. Man kan altså ikke bare sætte et ønske på listen, købe det og så forvente at det bliver godkendt. Det er kun godkendte ønsker, der kan refunderes mod bilag af gruppens kasserer.
Den daglige drift
For den ugentlige drift brugt på bæver, ulve, junior, trop og senior skal der ikke godkendelse fra gruppeformanden eller gruppeleder til indkøbet, såfremt den samlede udgift for mødet er under 500 DKK. Køb på under 500 Kr. til mødeaktivitet skal dog informeres til enhedslederen.
På ture vil det være den turansvarlige, der tager beslutningen for køb, ud over det der dækkes ved egenbetaling fra deltagerne. Beløb over 500 DKK, der skal dækkes af gruppen, skal cleares af med gruppeleder og gruppeformand.
Udvalg er også underlagt disse regler. Alle udvalg relateret til KFUM spejderne i Bredballe skal ligeledes have deres køb godkendt.
Hensættelser
For større investeringer kan man blive enige om, hvornår det pågældende køb skal foretages og om der er behov for at der skal spares op til købet.
Eksempelvis en fast rutine i at henlægge 3.000 om året til nye patruljetelte så der er basis for at få repareret eller udskiftet gamle telte. Eller at henlægge 1.000 om året til nye rafter.
KM penge
Der ydes ikke penge til transport ved de ugentlige møder. Såfremt man skal køre til en lejr med materiel eller med flere spejdere, kan der ydes en refusion på statens laveste takst per km. Dette gælder også selv om man køre med trailer eller campingvogn. (se referat 1609202)
Hvis man er studerende der kommer til udenbys, kan man søge refusion til sine transportudgifter via grupperådet.
Årshjul for Lederne
Nytårsparaden
I januar har vi opstart efter juleferien. Her vil der være en nytårsparade, hvor vi samles en søndag formiddag i kirken og bagefter går vi i samlet flok til Hældager skolens samlingssal. Her vil der være et par stykker smørrebrød, øl/vand, samt kaffe og kage. Der er forskellige events såsom sketches eller fremvisning af enhedernes gøren og laden. Nytårsparaden slutter af med at spejderne får deres årsstjerner. Organisering og planlægning kan findes på siden her.
Til opstart vil vi også få trykt grønsagen med forårets programmer for enhederne.
Generalforsamling Bredballe Spejderne KFUM
Generalforsamlingen holdes, mens spejderne slår katten af tønde til fastelavn. Til generalforsamlingen gennemgåes sidste års regnskab og formanden beretter om årets gang i foreningen.
Til valg er der forældrerepræsentanter og ledere. Der skal være mindst ligeså mange forældre som ledere i bestyrelsen. Der er også valg af gruppeleder og gruppeleder assistent. Bestyrelsen konstituere sig efterfølgende med formand, og kassere.
Flere detaljer kan ses på siden her
Æbleskoven
Æbleskoven er en hytte ude ved Daugaard strand. Her mødes lederne engang i februar/marts. Fredag er lederhygge med god mad og drikke. Lørdag gennemgås diverse aktuelle emner vedr. spejderlivet.
Man kan booke æbleskoven via https://aebleskoven.dk/kontakt/
Vandreskjold
Vandreskjoldet gennemføres i april/ maj her planlægger enhederne en tur for spejderne. Dagen for traveturen foretages en normalt en lørdag. Når man er oppe at gå de 20 – 50 km er det en god ide at have proviant og andre fornødenheder med i en let turrygsæk.
Sommerafslutning
Ved sommerafslutningen i juni mødes alle spejdere inkl. forældre og søskende til et grill arrangement nede ved Ekkodalen. Man medbringer selv mad. Her vil der blive fortalt lidt om spejderaktiviteterne der er gennemført i årets løb og forældrene kan få grillet medbragt mad. Sommerafslutningen ligger i slut juni. Husk invitation ca. 3 uger før via medlemsservice og opslag på facebook. Til dagen sørg for at der er grillkul til 12 grill og sørg for grillplads til ca. 100 mennesker. En grill kan deles af 8-10 mennesker
Sommerlejr
Normalt vil der være arrangeret en sommerlejr som er en weekend for bæverne/ ulvene. For junior og opefter vil der være en sommerlejr af en lille uges tid. Dette kan være en kanotur eller en lejrtur. Lejrturen kan være en jamborette/ jamboree i udlandet, det kan være en centerlejr på et spejdercenter som Houens Odde, en distriktslejr arrangeret af Munkebjerg distriktet eller spejdernes lejr der er arrangeret for alle spejderkorps.’
Eksemple på en sommerlejr er spejdernes lejr SL2022 som kan findes her
Opstart efter sommerferie
Der vil være lederhygge med god mad og drikke, tirsdagen før opstart.
I start august holder vi olympiade med kiksevendinger i munden, Højeste korthus bygget med knækbrød, Sæbe-smutning, teposekastning og så videre. Til slut på denne tirsdag har vi oprykning, hvor de spejdere der er blevet gamle nok rykker op i en ny enhed. Se program eksempel på siden her
Trivselsundersøgelse
Trivselsundersøgelsen kan aktiveres for Bredballe gruppe ved at kontakte korpsets udviklingskonsulent. Trivselsundersøgelsen giver en god pejling for gruppens ve og vel, samt de områder, hvor man skal gøre en indsats. det kan være uddannelse eller kommunikation.
Vork Familielejr
I slut september start oktober holder vi familielejr i Vork. Om fredagen mødes lederne i Vork til lederhygge med god mad og drikke. Trop/ senior cykler ud og sørger selv for aftensmad nede i shelteret.
Om lørdagen kommer forældre og søskende frem til Vork hvor de får tildelt et værelse. Ulve og bæverne sover på loftet mens junior sover i shelteret. Der vil være forskellige aktiviteter i løbet af aftenen sammen med seancer med oplysninger om spejderaktiviteterne. Når vi har fået aftensmad og holdt lejrbål med sketches og sange kommer det legendariske natløb. Om aftenen slutter vi med kakao og boller til spejderne, samt ost og vin til de voksne.
Søndagen starter med morgenmad og herefter er der en aktivitet for de unge, mens de voksne gør rent.
Se siden med detaljer for organisering her
Kalendersalg
I start November har vi kalendersalg, her vil spejderne få tildelt forskellige ruter, hvor de tilbyder borgere i Bredballe at købe en Y-mens julekalender.
Juletræssalget
Vi opstiller juletræssalget ved Bredballe centeret en af de sidste tirsdage i November sammen med trop og senior. I løbet af december sælger vi juletræer fra stadepladsen. Her er der udbringning af træer i weekenderne og vi plejer at være med til et fredagsarrangement omkring midt December som Bredballe centeret står for. Imellem jul og nytår 27-29 December pakker vi det sammen igen og rydder op på pladsen.
Tirsdag efter afslutning holder vi lederhygge i hytten eller på en lokal restaurant.
MÅLSÆTNINGER FOR BÆREDYGTIGHED
KFUM-Spejderne i Danmark ønsker at bidrage til Verdensmålene ved især at have ambitioner for vores grønne aftryk på verden og dermed Verdensmål 12 (ansvarligt forbrug og produktion) og 13 (klimaindsats). Netop Verdensmål 12 og 13 har altid været en særlig vigtig del af vores DNA.
Ambitionerne udleves ved at agere ansvarligt som organisation, samt ved at tilbyde ambitiøse uddannelsesprogrammer om bæredygtighed for vores medlemmer. Bæredygtighedsplanen tager udgangspunkt i grundtanken for spejderbevægelsen: At vi efterlader en bedre verden, end vi fandt. Samtidig har vi vægt på elementet fra spejderloven om, at en spejder værner om naturen.
Del dine ting med andre. Kan en genstand evt. bruges til andet end den var tiltænkt. Dette er for at fremme kreativiteten og reducere ressourceforbruget.
Hvorfor købe nyt når brugt kan bruges. Brug ting der evt. ikke skulle bruges andet steds. Eks. kan man bede om resttræ fra byggemarkederne til aktiviteter såsom sæbekassebiler, katapulter, fuglekasser, transportkasser osv.
Her er en folder som kan deles ud til rekruttering af nye ledere. Klik her
Når man arbejder som Spejderleder, vil man i mange situationer skulle virke som instruktør. Dette kan være for at motivere et mødes indhold, at vise en gruppe spejdere hvordan et råbåndsknob bruges eller hvordan man smører en gryde ind i brun sæbe for at den ikke skal brænde på.
Forsvaret har faktisk modtaget en pris for deres bog instruktørvirke og derfor kan den med fordels downloades af nye ledere, så man kan få nogle principper for instruktion på plads.
Her er linket til forsvarets bog instruktørvirke.